Udeleg
Vi elsker udelivet, hvor børnene får lov til at mærke naturen på egen krop. De fleste dage går med at udforske vores kæmpestore have og legeplads, men vi går også på ugentlige ture i de fantastiske omgivelser.

Haven
Vores legeplads er en stor have på en naturgrund. Grunden er på 17.000 kvadratmeter, som vi deler med to andre børnehaver. Den har et væld af legemuligheder med klatretårne, rutsjebaner, foldboldbane, legehuse, løbecykler, sandkasser samt ikke mindst en masse små skove, som børnene udforsker og klatrer rundt i. Nye børn holder sig i begyndelsen ofte til områderne tæt på deres stue, men inden længe går de på opdagelse i hele haven og finder spændende ting at lege med.
I haven har børnene mulighed for at opleve naturen med træer, planter, blomster, høns og andre fugle. Vi har store græsplæner med bl. a. frugttrær og adskillige sandkasser og jord at grave i. Vi har bålplads og bålhus, hvor vi hver torsdag laver mad og hygger os hele børnehaven sammen. Vi har også en hjemmelavet vandbane, hvor vi bruger regnvand, og vi har et drivhus og højbede, hvor vi dyrker grøntsager. Hver dag fodrer vi hønsene sammen med nogle børn og kigger efter, om de har lagt friske æg til køkkenet. Og på den anden side af hegnet bag hønsehuset flyver vores bier ud på blomstermarken fra deres bistade.

Naturen omkring børnehaven
Haven grænser op til marker og hestefolde, og fra baghaven har vi udsigt til Dyrehaven og adgang til områderne ved Ermelunden og Fortunen. Der er masser af mulighed for gåture ad markveje og videre til skoven.
På turene plukker vi bær og blomster, finder dyrespor i sneen, griber blade der falder ned fra træerne, lytter efter fugle, synger sange, siger hej til hestene og vinker til arbejdsmænd, der graver veje op. Vi kigger også på snegle, biller og andre smådyr på stien eller møder hesteryttere og hjorte i Dyrehaven. Hver gåtur er en oplevelse!
På de skrænter og bakker, vi kommer forbi, prøver børnene deres krop af på alle tænkelige måder. De slynger sig i lange hængende grene, løber op og ned ad skråningerne og klatrer i både stående og liggende klatretræer. De små ser de større børn kravle højt op og vil gerne op til dem, hvilket motiverer dem til at blive bedre til at kravle opad og træne deres motorik. Om vinteren kælker børnene på bakkerne og ruller sig i sneen.